Forslag til vandreture ved Harrild Hede Naturcenter.
Danmarks Naturfredningsforening plejer i samarbejde med Harrild Hedes Venner og Naturstyrelsen Søhøjlandet at invitere på en frisk nytårsvandretur på Harrild Hede.I disse Corona-tider er dette arrangement aflyst, men der er markeret 4 forskellige ruter i området og lavet en lille folder så man kan tage forskellige ture på egen hånd. På Harrild Hede er der masser af plads til at holde afstand, så du kan med god samvittighed tage familien med på tur.
Ruter for alle
Alle er velkomne til at følge en, eller flere, af de fire specielt udvalgte ruter, som går igennem det smukke hedelandskab, å-dal og plantage. Det er muligt at vælge en lang rute på ca. 10 km, en mellemlang rute på 6,5 km og en kort rute på 3,5 km.
Er ungerne med på tur, kan I gå et såkaldt Natureventyr for de 3-9 årige. Eventyret er skrevet unikt til naturen på heden og fortællingen foregår i app’en ”Natureventyr”. Download app’en på mobiltelefonen, tag ud til startstedet og tryk på første kapitel på kortet, for at begynde fortællingen.
Hvad gør man?
De fire ruter er markeret på en folder, som kan hentes på udvalgte p-pladser nær Naturcenter Harrild Hede, Fasterholtvej 36, 7330 Brande. Se P-pladserne på kortet her under.
Folderne vil være til fri afbenyttelse fra søndag d. 3. januar kl. 10 og resten af måneden. Folderen kan også hentes her. Der er derfor rig mulighed for at få en portion frisk luft og gå julesulet væk.
Ved startstederne er der til lejligheden opsat en beholder, hvori man kan markere sit besøg med en kogle. Koglen giver et indblik i, hvor mange der deltager i nytårsturen 2021 og den sender en lille hilsen med på vejen til de næste vandrere på ruten, i en tid hvor vi ikke kan samles.
Læg fotos eller kommentarer fra din tur på Harrild Hede på facebooksiden Harrild Hedes Venner og deltag i en konkurrence om bogen ”Harrild Hede og Nørlund plantage” (der udloddes 1 bog pr. 25 opslag, og vinderne findes ved lodtrækning den 31.01.2021).